En eventyrlig byggehistorie

I sommeren 1842 var digteren H.C. Andersen gæst på Gisselfeld Slot ved Haslev på Sydvestsjælland. Under opholdet dvælede han en eftermiddag ved en lille dam, hvor en and snadrede rundt mellem søens planter, og her fik han ideen til eventyret om den grimme ælling. Det blev udgivet året efter og fandt siden sin plads i digtsamlingen Nye Tider.

158 år senere, 9. september 2000, var Gisselfeld Slot på ny i centrum som stedet for en eventyrlig begivenhed, entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersens 25-års jubilæum.

Et jubilæum som også blev begyndelsen til ”nye tider” for virksomhedens eneejer, Jørgen Petersen og dennes hustru, Lisbeth.

Jørgen Petersen havde i 25 år været vækstmotoren i virksomheden, der mod alle odds var blevet en bragende succes. Så stor en succes, at en af branchens sværvægtere, Højgaard & Schulz A/S, få uger senere ville offentliggøre, at den havde købt virksomheden for et anseeligt millionbeløb.

Barndomsvennerne

Det lå ikke i kortene, at den danseglade knægt fra Rødovre med den lige skilning i det vandkæmmede hår skulle udvikle sig til iværksætter og byggematador. Det var et rent tilfælde, at han og hans allerbedste ven, Gunnar, slog pjalterne sammen og blev selvstændige i en branche, der lå temmelig langt væk fra deres uddannelse som speditører.

Uden at det i øvrigt skal sammenlignes med eventyret om ællingen, må det konstateres, at det ikke var branchekendskabet, der trykkede. Og mon ikke der har været flere, som har tænkt, at de to barndomsvenner, lige fyldt 30, næppe fik en lang historie i byggebranchen.

Det var i 1975. Den første oliekrise var endnu ikke overstået. Den næste, i 1978, var på vej. Energipriserne blev firdoblet. Arbejdsløsheden voksede til hidtil ukendte højder. Inflationen rasede, og renten steg. Vi kiggede ned i afgrunden, som den daværende finansminister, Knud Heinesen, senere beskrev dansk økonomi.

Der var mange forhold, der talte imod at starte virksomhed netop i de år.

Det lykkedes alligevel. Ikke mindst takket være godt købmandskab, tårnhøj selvtillid, tro på egne evner, stram styring af økonomien samt gode, loyale medarbejdere, men ikke mindst fordi det lykkedes Jørgen Petersen at skabe et fællesskab – eller arbejdspladskultur – der omsluttede alle, og som blev kendt som E&P-ånden. En uformel og uhøjtidelig omgangstone med plads til både alvor og sjov, som medvirkede til at fastholde og udvikle gode medarbejdere. Viden og erfaring blev hermed bevaret i virksomheden år efter år.

”Vi skal tro på det”, var det mantra, Jørgen Petersen gang på gang indprentede sine medarbejdere, når der var behov for en peptalk.

Gunnar går

Troen var imidlertid ikke nok til at bevare partnerskabet mellem de to barndomsvenner. I mere end 30 år havde de delt stort set alt. Barndom, blodsbrødre, skolekammerater både i folkeskole og handelsskole, pubertetsfortrolige, i lære samme sted, soldaterkammerater, drukbrødre. De havde stort set ingen hemmeligheder for hinanden. Og dog. De havde ikke afstemt forventningerne til hinanden, da de blev virksomhedsejere.

Efter fem år skiltes deres veje.

Jørgen var den dynamiske af de to. Han ville vokse, vækste og tjene flere penge. At udnytte sin vilje til at vinde. Selv når det så mest håbløst ud.

Gunnar var forretningsmæssigt den mere forsigtige, der ikke stilede højere, end fødderne stadig var på jorden. At sætte sig i gæld og risikere hus og hjem lå ham fjernt.

Frygten for fiasko var nok større end viljen til succes, og så havde han måske en svaghed for at søge lette bekendtskaber, der næppe var befordrende for hans arbejdsdisciplin.

På vej ud ad døren fik han kunder og ordrer med, og dermed mulighed for at realisere den drøm, der var hans, om en lille overskuelig virksomhed, hvor alle kendte alle. Det lykkedes desværre ikke.

Trods skilsmissen beholdt virksomheden sit oprindelige navn, Enemærke & Petersen, navngivet efter de to stifteres familienavne.

Petersen fortsatte således i det spor, som han ville, og som han troede på. Og som han kunne få andre til at tro på.

Der var knaster på sporet. Selvfølgelig var der det. Også alvorlige knaster, der truede virksomheden og Jørgens helbred alvorligt. Der var succes ‘er, flest og mange, men også ubehagelige beslutninger, der slider.

De 25 år var ikke kun en dans på roser, men der var store drømme, der skulle prøves. Ikke mindst i de muligheder, som Murens fald åbnede i 1989.

Den allersidste dans

Alt det var fortid i september 2000, hvor hundredvis af medarbejdere, alle med ægtefæller og kærester, var samlet for at fejre jubilæum uvidende om, at denne fest ville blive den sidste med ægteparret Lisbeth og Jørgen Petersen som det første par på dansegulvet. En tradition der var bygget op ved årenes julefester, hvor alle medarbejdere inkl. ægtefæller og samlevere var samlet.

De to, der tidligere dannede par på topniveau i sportsdansen, var det helt naturlige førerpar, også når musikken spillede op.

At virksomheden var solgt, var en hemmelighed, som deltagerne i jubilæumsfesten ikke var indviet i. Kun ægteparret og meddirektøren, Svend Hartmann, vidste, at festen også var den allersidste dans med Lisbeth og Jørgen.

Ællingen var blevet mere end flyvefærdig, men den var slet ikke færdig med at flyve.

25 år senere er den blevet endnu større. Blandt Danmarks helt store byggevirksomheder med mere end 1200 medarbejdere.

Fra den første ordre på betontagsten til 695.000 kr. til i dag en milliardomsætning.

Hvordan det er gået til, med fokus på de første 25 år, er den historie, som denne bog vil forsøge at fortælle, mens parret danser videre, og deltagerne kan nynne med:

”Altid vil jeg mindes denne aften.
Altid vil jeg huske denne dans.
Våren i dit blik.
Smilet om din mund.
Altid vil jeg mindes denne stund.”

Iværksætter og virksomhed gik hver sin vej.
En ny tid kunne begynde.